Pistekort for Wagrain

Piste-kilometer
275 km
390 km
95 km
Pistekort: Wagrain

Skiområdet ved Wagrain

Wagrain ligger midt i det store østrigske skiområde Salzburger Sportwelt Ski Amadé, der byder på 757 km pister. Som du kan se på pistekortet nedenfor strækker skiløbet sig over flere forskellige områder, og Wagrain byder på skiløb for enhver smag. Pisterne i skiområdet fordeler sig med 275km blå pister, 390 km røde pister og 92 km sorte pister. En skiferie i Wagrain byder på mange muligheder for lange og spændende ture rundt i det store skiområde.

Selve Wagrain ligger placeret midt mellem de to skiområder Flachau og Alpendorf/St. Johann. Fra Wagrain by kan du tage en af de to hovedlifter, Grafenberg og Flying Mozart, der fører dig op af bjergsiderne på hver side af byen. Fra toppen af Grafenberg kan du stå på ski ud til Alpendorf, mens du i den anden retning kan komme til Flachau. Den nye lift G-Link går tværs over Wagrain og forbinder områderne, så du nemt kan komme fra den ene ende af skiområdet til den anden. Forbindelsen betyder også, at Wagrain-området er blevet det største sammenhængende skiområde i hele Ski-Amadé.

Du kan også vælge at tage en 10 minutters tur med skibussen til Kleinarl, hvor skiløbet ligger lidt højere, og hvor du også finder en stor fun-park, Absolut Park. Er du til snowboard og freeride, så er Kleinarl helt sikkert et besøg værd.

 

En dag på pisterne i Wagrain

Det store skiområde byder på rigtig mange muligheder for lækre skiture. Har du alligevel brug for lidt inspiration, får du her en anbefaling af en god dagstur, hvor du får masser af kilometer i skiene.

Når lifterne åbner, starter du dagen med en tur op med Flying Mozart. Nyd udsigten på toppen i solens første stråler, inden du begiver dig ud på dagens eventyr. Første etape er turen ned på den anden side af bjerget til Flachau. Styr mod højre og sørg for at ramme Hermann Maier Weltcupstrecke det sidste stykke ned mod byen. Her er der al mulighed for at få masser af fart i skiene! Vel ankommet i Flachau kan benene nyde en velfortjent pause efter den intense nedfart, når du tager skiene i hånden og hopper på skibussen til Flachauwinkl. Her går det op igen, først med gondolen og så lige lidt højere op med stoleliften. Fra toppen kan du nyde en god lang tur hele vejen ned til den hyggelige, lille by Zauchensee. Nedenfor pisten møder du en panoramaudsigt op over skisystemet, hvor lifter og pister løber op og ned ad bjergsiden i en 180 graders vinkel omkring dig. Efter et kig rundt på pisterne kan du udpege dem, du har lyst til at afprøve, og tage den tilhørende lift op. Snyd ikke dig selv for muligheden for at afprøve endnu en world cup-piste, nemlig Gamskogel Weltcup-Abfarht.

Turen hjem går samme vej tilbage til Flachauwinkl, hvor du kan vælge at tage bussen til Flachau og forsætte hjem samme vej, som du tog ud. Har du mod på flere udfordringer, fortsætter du gennem tunnellen under motorvejen og tager liften op på den anden side af Flachauwinkl. Herfra kan du tage turen rundt i skiområdet ved Kleinarl, og hvis du er til freeride kan du også slå et smut forbi funparken. Fra Kleinarl by kan du tage bussen tilbage til Wagrain, hvor du kan fortælle om dagens bedrifter over et par øl til en omgang afterski.

 

Vil du have endnu mere skiløb?

Wagrain er en del af det store østrigske skiområde Ski Amadé, og når du rejser til Wagrain på skiferie, gælder dit liftkort til hele dette område. Det betyder, at du eksempelvis også kan tage en tur til Bad Gastein og stå på ski, hvis du vil have endnu flere pister at boltre dig på.

 

Fælles skiløb

Er det din først skiferie i Wagrain, og vil du gerne lære området bedre at kende, så anbefaler vi, at du tager med på en fælles skitur med vores guider. Her vil du kunne få de bedste tips og tricks til guidernes favoritpister og de rigtige restauranter at holde pause på.

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 3351 og forsikret i henhold til pakkerejseloven med udvidet ansvarsforsikring.